Bengaard og familien

Farvel, jeg rejser herfra bort
og maa nu Afsked tage,
mit Liv var her kun saare kort,
faa vare mine Dage.
Ja, i min Barndoms fagre Vaar,
den Lod os alle forestaar,
tildelte mig min Skaber.

Mit Liv jeg havde af Guds Haand,
derfor er det hans eget.
Han gav mig Legeme og Aand,
det er da ej for meget,
at han mig drage hen til sig;
deri jeg gerne føjer mig.
Hans Vilje er den bedste.

Thi herligt Haab jeg trøstes ved,
et Haab han ej kan svige.
Bag Graven er et Hvilested
for Sjælen i Guds Rige.
Og Legemet, som lægges hen,
fremgaar engang til Liv igen
ved Herren Jesus Kristus.

Farvel da, mine Forældre kær
og mine Venner alle.
I ser mig nu ej mere her,
thi Gud mig til sig kalder
i sit det skønne Himmerig,
hvor jeg er vorden Engle lig
blandt alle Guds udvalgte.

Farvel fra Verdens Nøjsomhed,
fra den jeg gerne flytter,
thi den med sin Forfængelighed
mig intet mere nytter.
Her lever jeg i Fryd og Fred,
befriet fra Livets Bitterhed;
min Død blev mig en Vinding.

Saa samles vi til vore Fædre.
Vel den, som fare kan i Fred.
Kan nogen Vandring være bedre
end den til Himlens Herlighed?
Hvo vil da ønske hid igen
den, som i Fred er draget hen?

Nej, vi ej ønske den tilbage,
som Døden har ledsaget hjem.
Skal Døden Venner fra os tage,
engang dog samles vi med dem,
og hist, hvor Livet evigt er,
ej Ven fra Ven adskilles mer.

Vor Levetid hensvinder fage,
og snart vi høre Dødens Bud.
Saa lad os tælle vore Dage
og vandre viselig for Gud.
Da gaar vi fra vort sidste Trin,
der fører os til Himlen ind.